Firmabiler

Hvad bestemmer rentens størrelse?

Der er flere forhold, som er med til at bestemme rentens størrelse:

  • Hvor stort et beløb skal du have finansieret?
  • Hvordan er din virksomheds økonomiske styrke - dvs. virksomhedens mulighed for at leve op til den indgåede aftale?
  • Er forholdet mellem varevognens reelle værdi og finansieringen rigtig  -  nu og om tre år?
  • Hvad er Nationalbankens pris på penge nu og her?

Hvis jeg vælger variabel forrentning, hvilken rente følger mit lån så?

Som referencerente på nye bilfinansieringsaftaler med variabel ydelse  bruger Jyske Finans Cibor 3 måneder baseret på et månedsgennemsnit,

Gennemsnittet for Cibor 3 måneder referencerenten offentliggøres af Nationalbanken primo hver måned, og udviklingen kan ses på Nationalbankens hjemmeside.

Derudover gælder, at hvis rentesatsen på Jyske Finans' refinansiering hos Jyske Bank øges ud over ændringer i gennemsnittet for Cibor 3 måneder, kan referencerenten hæves tilsvarende.

Hvordan beskattes firmabiler?

Beskatningen af firmabiler tager de tre første kalenderår udgangspunkt i bilens nyvognspris. Fra og med fjerde kalenderår nedsættes beskatningsgrundlaget til 75% af nyvognsprisen.

Beskatningsgrundlaget udgør 25% af bilens pris op til 300.000 kr. plus 20% af eventuel overskydende værdi, dog minimum 160.000 kr. årligt.

Kalenderår Beregningsgrundlag Procent
1-3 Nyvognsprisen, dog mindst 160.000 kr. 25% af beregningsgrundlaget op til 300.000 kr. og 20% af den resterende værdi
4 - 75% af nyvognsprisen, dog mindst 160.000 kr. 25% af beregningsgrundlaget op til 300.000 kr. og 20% af den resterende værdi

Eksempelvis udgør den årlige beskatningsværdi af en bil til 450.000 kr. følgende:

300.000 kr. x 25% = 75.000 kr.
150.000 kr. x 20% = 30.000 kr.
I alt = 105.000 kr.

Der er mange muligheder, kontakt os for finansiel rådgivning.

Hvordan er momsreglerne for firmabiler på hvide plader?

Virksomheden kan fradrage dele af momsen for hvidpladebiler. Betingelserne er følgende:

  • at leasingkontrakten er på 6 sammenhængende måneder eller flere
  • at mindst 10% af kørslen er erhvervsmæssig

Der kan ikke opnås momsfradrag af driftsomkostninger som f.eks. brændstof og service. De er dog fradragsberettiget i driftsregnskabet.

Månedligt momsfradrag
0-36 måneder 2% af 25% af registreringsafgiften
37- måneder 1% af 25% af registreringsafgiften

Hvordan er momsreglerne for firmabiler på gule plader?

Hvis en firmabil på gule plader kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel, kan virksomheden fradrage den fulde moms, også på driftsomkostningerne, for eksempel brændstof.

Leasingselskabet kan løfte indkøbsmomsen på gulpladebiler, der anvendes til privat brug.

For gulpladebiler, der både anvendes til erhvervsmæssig og privat kørsel kan virksomheden fradrage 1/3 af momsen på leasingafgiften, hvis bilen har en totalvægt under 3 tons. Der kan opnås fuldt fradrag på driftsomkostningerne på bilen.

Hvordan beregnes registreringsafgiften og tilbagevendende afgifter for firmabiler?

Med hensyn til registreringsafgiften og den løbende vægt- og ejerafgift er der ingen forskel mellem firmabiler og private biler. Oplysninger om disse afgifter findes på skat.dk.