Tilbagefaldsplaner ved brug af benchmarks

Hvis din aftale med Jyske Finans anvender et benchmark som referencesats for renten, kan du her læse, hvad der sker, hvis dette benchmark ændres væsentligt eller ophører, og det dermed ikke længere kan bruges i din aftale.

Hvad er et benchmark og en tilbagefaldsplan?

  • Benchmark: En offentlig referencesats, der bruges til at fastsætte renten i din aftale, og som er omfattet af EU’s Benchmarkforordning.
  • Tilbagefaldsplan: En plan der beskriver de procedurer, der igangsættes hvis et benchmark ændres væsentligt eller bortfalder. Formålet er at sikre, at aftaler, der benytter benchmarks, kan fortsætte så upåvirket som muligt, og at berørte kunder bliver informeret om ændringer og deres betydning.

Hvilke benchmarks har Jyske Finans tilbagefaldsplaner for?

Jyske Finans benytter i øjeblikket kun ét benchmark:

  • CIBOR 3 MDR (Copenhagen Interbank Offered Rate – 3 måneder)

Hvis vi i fremtiden benytter flere benchmarks, vil du kunne finde information om dem her.

Hvorfor har vi tilbagefaldsplaner?

Tilbagefaldsplaner sikrer, at vi hurtigt kan udpege en ny, tilsvarende referencesats (erstatningsbenchmark) og informere dig om, hvad det betyder for din aftale. Det giver dig tryghed for, at din aftale håndteres korrekt, hvis det benchmark, din aftale bygger på, ikke længere kan bruges.

Hvornår iværksættes tilbagepladsplaner og hvad betyder det for dig som kunde

Jyske Finans’ tilbagefaldsplaner iværksættes, hvis et benchmark ændres væsentligt eller ophører.

Et benchmark anses for ophørt eller ændret væsentligt, hvis fx:

  • Administratoren af et benchmark eller dennes tilsynsmyndighed erklærer, at benchmarket ikke længere vil blive leveret.
  • Benchmarket ophører pludseligt uden varsel og kan ikke genetableres.
  • Myndighederne vurderer, at benchmarket ikke længere afspejler markedet, eller at det ikke længere må bruges.
  • Beregningsmetoden eller de data, der bruges til at fastsætte benchmarket, ændres så meget, at det ikke længere er repræsentativt som rentereguleringsfaktor.

I sådanne tilfælde:

  • Udpeger vi et erstatningsbenchmark, der bedst muligt afspejler det oprindelige benchmarks funktion og markedsforhold.
  • Tilpasser vi de berørte aftaler, så de fortsat er retvisende.
  • Informerer vi dig om ændringen, hvornår den træder i kraft, og hvad det betyder for dig.

Formålet er at sikre, at du altid er informeret og tryg ved, hvordan din aftale håndteres, hvis det benchmark, din aftale er baseret på, ændres eller bortfalder.

Hvordan fastlægges koncernens tilbagefaldsplaner?

Jyske Bank koncernen har en Benchmark-følgegruppe, der følger udviklingen i benchmarks anvendt i koncernen. Benchmark-følgegruppen er ansvarlig for at pege på benchmarks, der forventes at kunne bruges som erstatningsbenchmark for et ophørende eller ændret benchmark, og for at igangsætte de interne processer, når der opstår behov for at udskifte et benchmark.

Det er dog den enkelte juridiske enhed i koncernen – herunder Jyske Finans A/S – der har det selvstændige ansvar for at udarbejde og vedligeholde egne tilbagefaldsplaner. Det sikrer, at planerne altid afspejler de konkrete aftaler og forpligtelser, som Jyske Finans har indgået med vores kunder.

Det er Jyske Bank koncernens intention, at tilbagefaldsplanerne skal afspejle den markedspraksis, der aftales på nationalt, nordisk og internationalt plan, da benchmarks anvendes i transaktioner mellem banker og kunder på tværs af markeder.

Tilbagefaldsplan for CIBOR 3 MDR

CIBOR er et væsentligt benchmark under Benchmarkforordningen, som administreres af Danish Financial Benchmark Facility (DFBF), under tilsyn af Finanstilsynet.

Hvis du har en aftale, hvor renten er baseret på CIBOR 3 MDR, og der opstår en tilbagefaldssituation, hvor CIBOR 3 MDR ophører eller ændres væsentligt, anvendes eller udpeges et erstatningsbenchmark ud fra kriterierne fastsat i nedenstående afsnit.

Du vil blive informeret direkte om hvilket nyt benchmark, der anvendes, hvornår det træder i kraft, og andre oplysninger af relevans for din aftale.

Bemærk: Ved et pludseligt bortfald eller væsentlig ændring af CIBOR 3 MDR kan det være vanskeligt at informere dig på forhånd, men vi bestræber os på at informere dig hurtigst muligt.

Erstatningsbenchmark for CIBOR 3 MDR

Et erstatningsbenchmark skal i vides muligt omfang afspejle den økonomiske realitet og de markedsforhold, som det oprindelige benchmark udtrykte, således der sikres en vis stabilitet i forbindelse med konverteringen.

Jyske Finans har på baggrund af ovenstående udpeget CITA 3 MDR (Copenhagen Interbank Tomorrow/Next Average – 3 måneder) som erstatningsbenchmark for CIBOR 3 MDR. Valget er foretaget pr. 1. januar 2026 og beslutningen er gyldig indtil videre.

CITA 3 MDR er valgt som erstatningsbenchmark bl.a. fordi CITA – ligesom CIBOR – er en såkaldt ”forward-looking” rentesats. Hertil kan fremføres, at Finans Danmark har anbefalet CITA som erstatningsbenchmark for CIBOR, da CITA er særligt velegnet til almindelige finansielle kundeaftaler.

Hvis CIBOR 3 MDR erstattes af CITA 3 MDR, tilføjes et tillæg til CITA-satsen.

Dette tillæg kompenserer for den historiske forskel mellem CIBOR 3 MDR og CITA 3 MDR, da de beregnes på baggrund af forskellige input-data. Tillægget sikrer, at din rente fortsat afspejler det niveau, du oprindeligt havde med CIBOR 3 MDR, så overgangen til et nyt benchmark ikke får utilsigtede konsekvenser for dig som kunde.

Tillægget beregnes som et vægtet gennemsnit af forskellen mellem CIBOR 3 MDR og CITA 3 MDR over en 5-årig periode. Den 5-årige periode slutter ved udgangen af den måned, der går forud for måneden, hvor der gives officiel meddelelse om ændring eller bortfald af CIBOR.