1. Forside
  2. Erhverv
  3. Nyheder
  4. Nyetider
  5. Seriøs nedrivning og seriøs ansvarlighed

Seriøs nedrivning og seriøs ansvarlighed

Klimaregnskabet blev startskuddet til LH Hockerups bæredygtighedsrejse, der nu er en del af virksomhedens DNA. Hvordan gjorde de? Læs med her.
Nyetider 04.03.2024
Istock 1768405675

Tænk stort, men start småt. Tag ét skridt – så bliver det større. Det er bare om at komme i gang!

- Rebekka Stender-Ilsøe, Bæredygtigheds-projektkoordinator, LH Hockerup

’Seriøs nedrivning’ – sådan lyder virksomheden LH Hockerups slogan. Men nedrivning er langt fra det eneste, den lille entreprenør er seriøs omkring.

I slutningen af 2023 fik LH Hockerup udarbejdet et klimaregnskab i samarbejde med Nordic Green Solutions. Et klimaregnskab, der for alvor blev startskuddet til den bæredygtighedsrejse, som LH Hockerup tidligere har haft påbegyndt, men nu har gjort til en del af virksomhedens DNA.

I Jyske Finans er vi glade for at være med på rejsen, når en lille entreprenør som LH Hockerup tager sagen i egen hånd og baner den grønne vej – ikke kun for dem selv, men også for deres kunder, leverandører og samarbejdspartnere.

Hvordan har LH Hockerup båret sig ad? Hvad var den helt store motivation, og hvordan kommer en virksomhed i gang med at eksekvere på ESG-rapporteringen? Netop de spørgsmål – og mange flere – har vi stillet Rebekka Stender-Ilsøe, Bæredygtigheds-projektkoordinator hos LH Hockerup. Og hun svarede os med stor begejstring og ikke mindst ild i øjnene. For rejsen er først lige begyndt og LH Hockerup har fået blod på tanden.

Hvem er LH Hockerup?

På Rønøs Allé i Roskilde ligger LH Hockerups hovedkontor. Entreprenøren er specialiseret i alle former for nedrivning, diamantboring- og skæring, og udfører opgaver i hele landet. LH Hockerup er en familieejet virksomhed og har eksisteret siden 1974 – opstartet af Henning Hockerup og nu senere overtaget af sønnen Lasse Hockerup, som ejer virksomheden i dag.

Det er ikke svært at afkode Lasse Hockerups holdning og ambitioner, når det kommer til virksomhedens ansvar – både overfor kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere, men også især overfor kloden: LH Hockerup har stor respekt for både miljø og arbejdsmiljø. Derfor var det oplagt for os i Jyske Finans at sætte netop LH Hockerup i forbindelse med Nordic Green Solutions sidste år.

Læs mere om LH Hockerup her.

Hvorfor sidde på hænderne, når man kan gøre noget nu?

Hør her – det her er fremtiden. Lige nu handler det om at tage ansvar for vores planet og vores ressourcer og så er det klart, at vi håber, at vi på sigt kan se en økonomisk gevinst som følge af vores tiltag.

LH Hockerups bestyrelse besluttede på bagkant af sommeren 2023, at virksomheden nu skulle gå all in på bæredygtighed og ESG, social ansvarlighed og i det hele taget på at ’nytænke virksomhedens værdier’. Rebekka blev i den forbindelse ansat som Bæredygtigheds-projektkoordinator i september 2023 med henblik på, sammen med kollegaen Julie Holse Andersen, at gøre virksomhedens grønne ambitioner til en realitet. Ambitionerne er store og det samme er projektet, men ifølge Rebekka er der ingen grund til at vente:

- Vi kan ikke se, hvorfor man skal sidde på sine hænder, hvis man kan gøre noget lige nu. Tænk store tanker, i stedet for at vente. Siger Rebekka med ild i øjnene og understreger:
- Miljø og klima er så vigtigt – og kloden brænder.

Efter Rebekkas ansættelse og det store bæredygtighedsprojekt for alvor begyndte, inviterede Erhvervshuset Sjælland samtidig til Green Days, hvor flere virksomheder mødtes og talte om, hvordan man griber ESG-rapportering an, hvilke tiltag, der findes, m.m. Her deltog Rebekka og Julie i forskellige workshops, som virkelig gav dem blod på tanden: - Det fik os til at tænke større og grønnere, siger Rebekka.

Se også Jyske Finans’ og Nordic Green Solutions gratis webinarer

Jyske Finans tog Nordic Green Solutions under armen og besøgte LH Hockerup i sensommeren 2023, og netop dét gjorde, ifølge Rebekka, en stor forskel for virksomheden. Nu blev arbejdet med et klimaregnskab meget mere håndgribeligt, hvor det før var sværere at regne ud, hvordan det skulle gribes an, fortæller Rebekka:

- Nordic Green Solutions forklarede tingene på en måde, der gjorde det let forståeligt og overskueligt at arbejde med. Vi satte os en deadline, så vi vidste, at vi i virksomheden ville komme til at investere i projektet. Og Nordic Green Solutions var med på vores deadline.

Det var startskuddet, der sendte LH Hockerup ud på den helt store bæredygtighedsrejse, og som betød, at virksomheden allerede få måneder senere, i december 2023, stod med et klimaregnskab i hænderne. Motivationen og tankerne bag rejsen er dog ikke noget nyt. Den lille entreprenør har tidligere sat ind på områder, for at styrke virksomhedens grønne ståsted.

Men nu skulle det for alvor blive en del af LH Hockerups DNA.

En grøn indstilling, der blev vækket til live

For år tilbage skiftede LH Hockerup til strømbesparende lyssensorer, solceller på taget, vindenergi m.m. En række tiltag, der uden tvivl er gunstige for miljøet. Men Rebekka fortæller, at de forskellige tiltag aldrig blev struktureret og skrevet ned. Når de grønne vaner og procedurer struktureres, er de også nemmere at efterleve og holde fast i – og her blev klimaregnskabet en øjenåbner for LH Hockerup:

- Nu er klimaregnskabet lavet og det var en stor opgave. Det har også gjort, at vi nu er i gang med at kigge i alle afkroge af virksomheden, for at se på, hvad vi allerede gør og ikke mindst hvor, vi kan gøre endnu mere. Sådan siger Rebekka om klimaregnskabets indvirkning og understreger:
- Klimaregnskabet var virkelig godt at få lavet, men det er nu, det store og sjove arbejde går i gang.

Projektet er ét stort samarbejde - ingen kan gøre det alene

I december kunne LH Hockerup fremvise et klimaregnskab for regnskabsåret 2022/23. Tallene kan være svære at forholde sig til, blandt andet fordi LH Hockerup ikke umiddelbart havde et sammenligningsgrundlag. Men nu har entreprenøren fået sat skub i motivationen, og de kan nu begynde at holde hinanden oppe på de mange tiltag, der skal gøres for at fortsætte ud af det grønne spor. Det blev tydeligt undervejs i processen, hvor vigtigt det er, at alle i virksomheden samarbejder om projektet. Lige fra ledelse til regnskabsafdeling - Ingen kan gøre det alene:

- Selvom Lasse ejer virksomheden og Julie og jeg er tovholdere på projektet, så løfter alle i flok, for at vi kan nå vores deadlines. Alle i virksomheden er med inde over. Sådan fortæller Rebekka om virksomhedens samarbejde og understreger med et konkret eksempel:
- Regnskabsafdelingen minder f.eks. medarbejderne om, hvor vigtigt det er, at vi registrerer vores kilometertal, når vi fylder brændstof på vores biler. Det SKAL vi gøre.

Se også: Kan et klimaregnskab spå om din virksomheds fremtid?

Er LH Hockerup nået i mål?

Der er ingen tvivl om, at LH Hockerup er hoppet med på bæredygtighedstoget, der buldrer afsted i høj fart. Og dét på trods af, at den lille virksomhed ikke selv er underlagt de lovmæssige krav for ESG-rapportering endnu. LH Hockerup har omkring 30 fastansatte medarbejdere, men de har et ønske om at kunne inspirere andre virksomheder. Rebekka fortæller:


Vi kan se, at flere af de større virksomheder, som vi selv er leverandør for, ikke har lavet ESG-regnskaber endnu. Det er fedt at være ’first mover’, og så holder vi os samtidig konkurrencedygtige.

LH Hockerup har om nogen set lyset i både den etiske del af bæredygtighedsrejsen, men også i det konkurrencemæssige aspekt. Men den lille entreprenør er ikke i mål endnu, fortæller Rebekka: - Vi er langt fra i mål og det kommer vi heller aldrig, men vi har en 10 års plan og vi kan altid forbedre os.

Men hvad er planen så nu?

At se guldet i de små ting

LH Hockerup har en ambition om, at de skal tillære sig kompetencerne, så de selv kan lave et klimaregnskab. Derudover udgiver virksomheden en ESG-rapport til sommer, de kigger ind i mere bæredygtig kaffe, frokostordninger, arbejdstøj, m.m. Og så undersøger de løbende deres nuværende kontakter på kryds og tværs for at blive klogere på, hvem der bruger materialer til f.eks. genanvendelse. – Det handler om at se guldet i de små ting, siger Rebekka og smiler.

LH Hockerup arbejder også på at ændre en indstilling, så f.eks. ”byggeaffald” bliver kaldt for ”en resurse” i stedet for. - Lige nu er det kun ca. 4% af byggematerialerne i Danmark, der bliver genanvendt. Her refererer Rebekka til denne rapport fra Dansk Industri. Hun ryster på hovedet og fortsætter:
- Vi vil gerne ændre ordlyden, så tingene får et cirkulært liv. Også i nedriverbranchen.

Sådan begynder I den grønne rejse

Når en virksomhed ønsker at hoppe med på den grønne vogn, så er der, ifølge Rebekka først og fremmest én ting, der er altafgørende: Man skal helt grundlæggende beslutte sig for, at ”NU gør vi det her”, og så kan man uddanne sig selv og hinanden i løbet af processen. Hun fortæller:

- Man viser ansvarlighed ved at komme i gang nu, i stedet for at sidde med hænderne i skødet. Sæt jer for, at ”Nu gør vi det”. Man lærer om det hele undervejs.

Rebekka fortæller, hvordan LH Hockerup startede med at benytte sig af alle de gratis kurser, messer og workshops, der gav dem mulighed for at lære mere om bæredygtighed og ESG generelt. Den lille entreprenør er medlem af DI (Dansk Industri), som kunne tilbyde forskellige kurser, så Rebekka og Julie kunne blive klogere på det projekt, de var i gang med at sætte i søen.

Derudover foreslår Rebekka også, at man undersøger, hvad Erhvervshusene har af tilbud, så man kan lære at forstå de mange begreber og processer, som en bæredygtighedsrejse indeholder. Vigtigt er det dog altid at forsøge at gøre de grønne ambitioner til en håndgribelig størrelse. På den måde, er det lettere at komme i gang:


Lad være med at se alt for stort på det. Træk det hele ned til et niveau, hvor det bliver håndterbart. Hos Hockerup har vi f.eks. læst en række klimaregnskaber fra andre virksomheder, for at blive inspireret. Det er en god start.

- Rebekka Stender-Ilsøe

Sidste år søgte LH Hockerup om tilskud fra Erhvervshusene Sjælland. Det resulterede blandt andet i, at LH Hockerup fik tilskuddet ’Grønne kompetencer’, som kan sende Julie og Rebekka på kurser, så de kan blive endnu skarpere på projektet. Det er ikke en gratis rejse, men der er tilskud at søge – og så er det en investering i både miljøet og i virksomhedens konkurrencedygtighed. Rebekka forklarer:


- Vi ser det tydeligt allerede nu, når vi f.eks. laver tilbud til store entrepriser, som beder os om en bæredygtighedsbeskrivelse. Man skal være ærlig omkring det, man gør, og om det, man har intentioner om at gøre.

Klimarejsen skal ikke være en parentes

Vi skal ikke kun se på ’den grønne rejse’ som et projekt her og nu. Rebekka understreger, hvordan man som virksomhed har en forpligtelse:

- Man har et ansvar. Selvom vi har et klimaregnskab nu, så dur det ikke, at vi ikke holder fast. Det bliver også sjovt at kunne se udviklingen over f.eks. de næste fem klimaregnskaber. Vi skal ikke hvile på laurbærrene.

Når en virksomhed skal lave et klimaregnskab, er det uden tvivl en fordel at se på det som en begyndelse på noget større. En begyndelse, hvor virksomheden for alvor begynder at efterleve en etik og ansvarlighed, som er værdifuld på flere parametre. Både konkurrencemæssigt og i det store bæredygtighedsbillede, som vi alle skal være med til at male. Bæredygtighed er en kontinuerlig rejse, der udvikler sig undervejs, og som skal inkorporeres i virksomhedens kerneværdier:


Klimarejsen skal ikke være en parentes, men en del af virksomhedens DNA. Men vi starter med de ting og tiltag, der er lige foran næsen på os.

– Rebekka Stender-Ilsøe

Vil du sættes i forbindelse med Nordic Green Solutions?

Tag fat i os i dag til en uforpligtende snak om din virksomheds muligheder.

Læs mere om Nordic Green Solutions her.

Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyhederne direkte i din indbakke.

Prøv beregneren

Få en indikation af ydelsen, når du investerer i nyt materiel.

Linkedin

Følg os på LinkedIn og få de seneste nyheder.