Her er vinderne af Den Grønne Transportpris

Nyetider 11.04.2023
Den Gronne Transportpris

Her er vinderne af Den Grønne Transportpris 21

I år indledtes Transportmessen i MCH Messecenter Herning med kåringen af hele tre vindere af Den Grønne Transportpris. Blandt de ni nominerede trak Arla FoodsHV-transport A/S og vognmand Anders Bay fra feltet, og de kan nu med stolthed kalde sig Danmarks grønneste vognmænd 2021. Forventningen er, at nomineringerne og vinderne i dag og i fremtiden vil inspirere og bane vejen for den grønne omstilling af hele branchen.

Det er første gang i år, at Den Grønne Transportpris uddeles. Det er en særlig pris, som har til formål at trække de grønne og inspirerende fortællinger frem i lyset indenfor transporterhvervet. For når snakken falder på en fremtid, der skal rime på klima og bæredygtighed, bliver transportbranchen ofte italesat som et tungt og klodset benspænd, hvor initiativer og lyst til grøn omstilling glimrer ved deres fravær. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, for den grønne dagsorden fylder meget og hele tiden mere – selv når det kommer til godstransport.

Så lad os tage et kig på de første tre vindere af Den Grønne Transportpris anno 2021. Hvem er de? Hvad kan de? Og hvordan gør de det helt konkret, når det kommer til den grønne omstilling af deres virksomhed?

ARLA Food sætter strøm til lastbilen

Af de tre vindere gik førstepladsen i år til ARLA Foods. Mejerigiganten lægger sig på mange områder i selen inden for den grønne omstilling, men i år fremhæves særligt det spændende initiativ med at sætte strøm til en ny lastbil, som skal distribuere mælk ud i Storkøbenhavn.

- "Med de nye eldrevne lastbiler til transport af mælk i Storkøbenhavn, har ARLA taget skridtet videre, og de har gennemtænkt hver en detalje. Det hele er et kredsløb af el, der understøtter de forskellige funktioner, og på taget af kølekassen er der solpaneler. Det er gennemført!" Udtalelse fra juryen.

I den grønne omstilling af branchen er det afgørende, at store medspillere som ARLA Foods projekterer og leverer på så ambitiøse og spændende projekter, som tilfældet er med den eldrevne lastbil. Det kræver netop ressourcer og erfaring at træde de store, nye stier, som kan inspirere og bane vejen for resten af branchen.

ARLA Foods har en målsætning om at være klimaneutrale i 2050 – i tråd med resten af landet. Dette gælder ikke kun mejeridistributionen, men hele produktionskæden rundt, fra mælken forlader koens yver til at de færdige produkter ligger i køledisken i supermarkedet. Og derfor er de eldrevne lastbiler fra ARLA Foods hverken det første eller det sidste, vi kommer til at se fra den visionære mælkegigant. De har mange flere tiltag i gang, som rækker ud over dette års nominering, og som vi glæder os til at få præsenteret inden for nærmere fremtid.

Udover den flotte kåring for deres enestående indsats, modtog ARLA Foods også en pengepræmie på 25.000 kr., som er øremærket til yderligere grønne initiativer og idéer i virksomheden.

Kørsel på biogas fra egen gylletransport

Andenpladsen gik i år til HV-transport, hvor vognmænd og ejere Poul Jørgensen, Jan Sinkjær og Rasmus Jørgensen har udvist særegen handlekraft og grøn vilje ved at indkøbe Danmarks første tunge, gasdrevne lastbil.

HV-transports interesse og investering i det særegne køretøj kom af en samarbejdsaftale med Bigadan/Horsens Bioenergi ApS. Lastbilen opsamler gylle i en radius af 15 kilometer fra biogasanlægget, hvor den afgassede gylle efterfølgende fragtes tilbage til landmændene. Den afgassede gylle er væsentligt mindre lugtgenerende, og så trækker planterne endda bedre næring ud af gyllen.

Det er et setup, som i sin enkelthed er både smart og klogt. Men gaslastbilen hos HV-transport er ikke en traditionel og umiddelbar investering. Gaslastbilen er mere omkostningstung i indkøbspris end en almindelig dieseltrækker, og hertil er der stadig pålagt en CO2-afgift på den CO2-neutrale biogas. Ejerne af HV-transport var dog stålsatte på deres investering, og derfor søgte de og fik støtte fra Klimapuljen.

”Det er ikke en ”lige til” investering. HV-transport har taget et valg om at investere i den grønne omstilling, og biogaslastbilen blev også indkøbt i forbindelse med transportopgaven for biogasproducenten i Horsens. Det er et sats, med en tro på at det er vejen frem, for lastbilen kan ikke bare benyttes til andet.” – Udtalelse fra juryen.

Nomineringen og kåringen betyder meget for en virksomhed som HV-transport, der er en del af en branche, hvor grønne, initiativer kan have svært ved at slå rod og vokse i et relativt iltfattigt miljø rent politisk. Således efterspurgte Poul Jørgensen i sin takketale mere politisk opbakning og velvilje i forhold til investeringer i CO2-venlige brændstofkørertøjer og -maskiner.    

Andenpladsen blev honoreret med en præmie på 15.000 kr. En præmie som HV-transport har valgt at dedikere til plantning af træer, hvor firmaet endda fordoblede med 15.000 kr. yderligere til formålet.

Lavpraktiske, men effektfulde reduktionsmål på lastbilerne

Det er faktisk muligt at tage del i den grønne omstilling et skridt før de store teknologiinvesteringer. Det kræver en klokkeklar grøn agenda, som er målbar og konkret. Dette er Anders Bay et godt eksempel på, og for dette indkasserer han en flot tredjeplads med en præmiesidevogn på 10.000 kr.

Anders Bay er andengenerationsejer af en vognpark med 10 lastvogne, som kører over det meste af landet. Virksomheden har taget de CO2-udledelsestunge kørselsvaner ved hornene og opnået en betydelig CO2-reduktion gennem klog og energirigtig kørsel. Et tiltag med bemærkelsesværdige resultater, som kræver meget arbejde, en stærk miljøpolitik og efteruddannelse af chaufførerne.

”Mange bække små gør en stor å”, og således har faciliteterne på virksomhedsadressen også Anders Bays opmærksomhed i bestræbelsen på at lægge sig i sporet af den grønne omstilling. Her opsamler de bl.a. regnvand i en 10.000 liter stor opsamlingstank, som de bruger til at vaske lastbilerne, mens strøm og varme genereres af solceller på virksomhedens tag.

”Det er flot, at han bruger penge og tid på at gå forrest i den grønne omstilling. Tiltag der både giver mening på bundlinjen og bidrager til den grønne omstilling.” – Udtalelse fra juryen.

Anders Bays flotte resultater og indsats står som et håndgribeligt og lavpraktisk eksempel på, hvordan andre vognmænd selv kan komme i gang med den grønne omstilling af deres virksomheder, med de ressourcer og maskineri de nu engang har til rådighed.

Overraskende meget interesse for den nystiftede pris

Hos både Jyske Finans og DTL, stifterne af Den Grønne Transportpris, er de glade for og endda en smule overrasket over interessen for den nystiftede pris.

Jyske Finans' adm. direktør Allan Mortensen nævnte blandt andet under sin tale ved prisuddelingen:

- ”Det har været en fantastisk oplevelse at være en del af Den Grønne Transportpris. Vi var fra start af spændte på, om der ville være nogle, som ”turde” træde frem og fortælle om de miljøinitiativer, de har gjort i deres virksomhed. Det har vist sig, at det var der rigtig mange, som gerne ville, og samtidig har rejsen også vist, at der er stor diversitet i de tiltag, som transportbranchen gør for at understøtte den bæredygtige omlægning af tung transport.”

Den Grønne Transportpris handler om at være en del af løsningen – ikke problemet. Den skal inspirere og bane vejen for de vognmænd, som endnu ikke har taget de første spæde skridt mod den grønne omstilling af erhvervet. For hvorfor træde i det høje græs, hvis det viser sig, at der allerede er trådt en sti, som man kan følge eller lade sig inspirere af?

Og så er det grundlæggende en god forretning og fremtidssikring af sin egen virksomhed at turde antaste ”vi plejer”-mentaliteten og udforske, hvad man selv kan gøre, for at ens egen virksomhed gradvist bliver mere bæredygtig og klimavenlig. Den grønne agenda er nemlig kommet for at blive, og hopper du ikke med på biogas- eller el-vognen, mister du lynhurtigt terræn og eksistensgrundlag inden for ganske få år.

Hertil er det håbet, at de mange grønne initiativer og historier fra branchen vil det skabe politisk præcedens for, at den grønne omstilling og udvikling af transportbranchen får bedre økonomisk støtte og mere politisk medvind. For godtransporten er tungt læsset med både virkelyst og klimavenlige ambitioner, og så kører den allerhelst på el eller gas, hvis den kan få lov og hjælp.

Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyhederne direkte i din indbakke.

Prøv beregneren

Få en indikation af ydelsen, når du investerer i nyt materiel.

Linkedin

Følg os på LinkedIn og få de seneste nyheder.