Store skridt, små skridt, grønne skridt: Alle fremskridt tæller
Når det kommer til den grønne omstilling, er ambitiøse målsætninger vigtige. Særligt på den lange bane. Men det, som betyder noget, er, hvordan du kommer i gang. Start med at gennemføre mindre ændringer, som allerede nu er overskuelige og ikke mindst operationaliserbare. For alle fremskridt tæller.
Det er indstillingen, som endda har manifesteret sig som budskab hos Jyske Finans, nemlig Alle fremskridt tæller. For den grønne omstilling af industri-, transport- og landbrugssektoren sker hverken i dag eller i morgen. Det er en længere rejse.
Nye Tider har taget en snak med direktøren i Jyske Finans, Allan Mortensen, om grøn omstilling, og om hvordan selv de mindste vaneændringer er vigtige og har stor værdi på den lange bane.
De lavhængende frugter gør en forskel og påvirker virksomhedskulturen
Klimaftaler og klimalove bliver gradvist mere omfattende og omsiggribende. Produktions- og transportvirksomheder skal aflægge CO2-regnskaber og rapporter om, hvad de gør af konkrete tiltag i forhold til bæredygtighed, og det er ikke en tendens, der kommer til at stilne af igen. Tværtimod.
Det er derfor vigtigt, at du som virksomhedsejer gør dig overvejelser om, hvad du har af muligheder for at gøre din virksomhed mere bæredygtig. Men det kan være svært for den lille entreprenør, landmand eller transportvirksomhed at have ambitiøse og omkostningstunge bæredygtighedsmål i samme liga som globale virksomheder. Og det er heller ikke nødvendigt, hvis du spørger direktøren fra Jyske Finans, Allan Mortensen:
Vi skal have grøn omstilling ned på jorden og gjort det til noget konkret, vi kan handle på i hverdagen.
- Det kan være uoverskueligt for virksomheder at drive en grøn omstillingsproces, hvis de skal stile efter et mål i en fjern fremtid. I stedet skal vi kigge på, hvor vi er henne i dag. Hvor er de lavhængende frugter? Det kan godt være, det ikke er nok at skifte plastikkopperne ud med pap. Det er heller ikke nok at udskifte en eller flere biler med nye, som er mindre forurenende og så videre. Men vi ser, at de små grønne skridt gør en forskel. Vigtigst af alt kan det understøtte en generel kulturændring blandt virksomhedens medarbejdere, som på eget initiativ begynder at komme med forslag til andre indsatsområder, hvor virksomheden kan blive mere grøn.” fortæller Allan Mortensen.
Teknologien skal følge med de grønne ambitioner
Så: Det handler om at sætte en agenda for den grønne omstilling, som er meget mere operationel, og hvor man kan tage fat med det samme. Det er nemlig også svært at sætte nogle ekstremt ambitiøse målsætninger, som endnu ikke er teknologisk understøttet inden for ens branche.
- Lad os tage transportsektoren som eksempel. Det er en af de sorteste, der findes. Det er rigtig fint, at man gerne vil omlægge hele det fossile brændstofnet til eldreven. Men faktum er, at en eldreven lastbil i dag ikke kan køre så langt som lastbiler på diesel. Der kommer måske el eller brint på et tidspunkt, som kan. Det er bare ikke situationen, som det ser ud nu, forklarer Allan Mortensen.
Allan Mortensen uddyber: I transportbranchen kan de så kigge på, hvad de ellers kan gøre, for at produktionen bliver mere bæredygtig inden for det teknologiske albuerum, der er tilgængeligt. Man kan begynde at køre uden for myldretid med det formål opnå et mere optimalt kørselsmønster og spare brændstof. Det er et godt eksempel på at gøre små fremskridt i stedet for de helt store, mens vi venter på, teknologien udvikler sig.
Det går til gengæld rigtig stærkt med både markedet og teknologiens udvikling, og der er ingen manual for best practice. Strategibøgerne er nærmest forældede, inden de når at blive udgivet.
Grøn omstilling er godt for bundlinjen
Mange virksomheder, både danske og udenlandske, er begyndt at stille krav til deres leverandører og samarbejdspartnere i forhold til, hvordan de arbejder med grøn omstilling, og det lægger pres på de virksomheder, som endnu ikke er kommet i gang med at tage stilling til emnet. Til gengæld åbner det op for helt nye samarbejdsmuligheder, hvis du alllerede nu arbejder med grønne, dokumenterbare initiativer i din virksomhed.
- Vi ser flere af vores kunder faktisk stiller sig mere attraktive og indgår nye samarbejder, netop fordi de viser, at de iværksætter flere initiativer, som understøtter en gradvis grøn omstilling af deres virksomhed. Det øger deres bundlinje. Så det her med grønne skridt, det er ikke nødvendigvis en udgift. Det kan også være med til at vækste virksomheden, fortæller Allan Mortensen.
Vidensdeling og co-creation som fremtidens vigtigste partnerskab
Kulturen har ændret sig rigtig meget på trods af den hårde konkurrence, der fortsat er mellem virksomheder i dag. Førhen var virksomheder mere lukkede om sig selv, og de udvekslede nødigt erfaringer, der kunne hjælpe konkurrenterne. I dag er tendensen, at man deler ud af sine gode historier og erfaringer til inspiration for hinanden.
Vi lever i en verden, hvor man nu skal træde nye stier. Der er ingen, der har gået her før i forhold til, hvordan man laver en grøn omstilling af sin produktion og drift.
Allan Mortensen peger på, at det, der kendetegner succesfulde virksomheder i dag, er, at de er åbne for deres partnere og kunder, og at de bygger deres virksomhed på de input og erfaringer, de får udefra. På den måde er co-creation blevet et strategisk partnerbegreb i dag, hvor du i større grad involverer dine interessenter i udviklingen af din egen virksomhed.
Inspiration gennem de gode historier skal skabe motivation
Hos Jyske Finans vil de også gerne vil være med til at inspirere kunderne til at arbejde med overkommelige initiativer i forhold til grøn omstilling af egen virksomhed.
Vi tror på ringe i vandet. Har en virksomhed haft succes med nogle grønne initiativer, så vil vi gerne dele den historie, så den kan inspirere andre til at komme i gang. Altså få skabt den her community-følelse.
Et eksempel på dette er Den Grønne Transportpris, som er stiftet af DTL – Danske Vognmænd og Jyske Finans. Her sættes netop fokus på de gode og inspirerende historier fra transportbranchen, og hvor de tre grønneste initiativer af stort og småt honoreres med en hæderspris.
Vi kan ikke bare læne os tilbage og vente
Det er et faktum, at teknologien endnu ikke er moden til at drive hverken et CO2-neutralt transport- eller landbrugserhverv. Men alene af den årsag er det ikke en løsning at læne sig tilbage og vente på, at den en dag kommer og så tage omstillingen i ét hug fra den ene dag til den anden.
”Vi kan alle sammen allerede nu tage ansvar og gøre nogle ting, om end det er små ting. Men de små tiltag og initiativer betyder, at vi kan sætte nogle ambitiøse mål om klimaneutralitet på den lange bane,” slutter Allan Mortensen.
5 gode råd til at komme i gang med grønne indsatser
- 1. Søg hjælp og inspiration fra andre – både fra branchen og fra eksperter og konsulenter.
- 2. Virksomhedskultur: Involver medarbejderne i de grønne initiativer. Det er som regel her, der ligger mest guld, når den grønne omstillingsparathed forplanter sig i selve virksomhedskulturen.
- 3. Definér dit udgangspunkt for at kunne følge fremgang: Hvordan ser jeres ressourceforbrug ud i dag?
- 4. Gennemgå de ”grønne udgifter”: Hvor kan I spare?
- 5. Prioritér: Hvor kan I lægge om, så det bliver en anelse mere bæredygtigt?
Flere nyheder fra samme kategori