1. Forside
  2. Erhverv
  3. Nyheder
  4. Nyetider
  5. Guide: Sådan forbereder du virksomheden på lavkonjunktur

Guide: Sådan forbereder du virksomheden på lavkonjunktur

Nyetider 14.04.2023
Vej Kryds Pension Greenoverlay

Er din virksomhed forberedt på en periode med lavkonjunktur? Den globale usikkerhed og en afmatning i verdensøkonomien har fået cheføkonomer landet over til at råbe vagt i gevær og proklamere, at den økonomiske højkonjunktur i Danmark nærmer sig enden.  Og ifølge Nationalbanken er der mere end 50 procents sandsynlighed for en økonomisk recession i Danmark inden for to år.

Næsten halvdelen af de danske erhvervsledere forventer da også, at dansk økonomi går ind i en lavkonjunktur i 2020. Det viser tal fra PwC's CXO Survey 2019 som samtidig sender erhvervsledernes tro på egen vækst ned på det laveste niveau i fem år. Samme undersøgelser konkluderer dog, at kun en tredjedel af danske virksomheder har en plan klar i skuffen for, hvordan de vil tilpasse omkostningerne i virksomheden til en periode med mere beskeden vækst. Gælder det også dig?

Den gode nyhed er, at du stadig kan nå at forberede dig. Og det bør du gøre. For når krisen kradser, er det de mest konkurrencedygtige og tilpasningsparate virksomheder, som klarer det bedst. Desuden er det langt nemmere at sætte ind, mens din virksomhed stadig klarer sig godt, frem for når indtjeningen og likviditeten er under pres.

Her får du 5 råd til, hvordan du styrer virksomheden sikkert gennem næste lavkonjunktur.

1. Skær ind til benet

Er der services eller produkter i din virksomhed som giver et beskedent afkast og ikke længere er rentable? Det er nu, du skal regne på, om alle dine produkter og ydelser fortsat er rentable. Mange forudsætninger kan nemlig have ændret sig under højkonjunkturen, så de gamle beregninger ikke længere er aktuelle. Måske er der behov for nye produkter eller services? Måske er der nogle, som bliver overflødige? Skær ind til benet og fokusér på det, du tjener penge på.

2. Tilpas omkostningerne

I gode tider har dårlige vaner det med at snige sig ind. Derfor er et oplagt at kaste et kritisk blik på virksomhedens omkostninger. Der har ofte sneget sig nogle ekstra omkostninger ind i perioder med fuld fart, som ikke er nødvendige, når tempoet tager af. Sørg for, at virksomhedens omkostninger er tilpasset det aktuelle aktivitetsniveau og forventede indtjening. Vær også opmærksom på, om I har en tilstrækkelig variabilitet i jeres omkostninger og ikke har uhensigtsmæssige bindinger i fx store lagre, lange kontrakter, dyrt materiel eller lignende.

Undersøg, hvor stor en andel af virksomhedens omkostninger som rent faktisk bidrager til at fastholde og udvikle jeres vigtigste styrkepositioner. Groft sagt kan man skelne mellem gode omkostninger og dårlige omkostninger. De gode omkostninger er dem, der understøtter din virksomheds vækst og gør jer i stand til fortsat at kunne konkurrere på markedet. De dårlige omkostninger er dem, som ikke bidrager til at udvikle jeres styrkepositioner. Det, der ikke er nødvendigt, skal skæres fra, mens du skal investere i det, der er nødvendigt for at komme godt igennem nedgangstider.

3. Husk - likviditet er guld

I en periode med lavkonjunktur er det vigtigt at passe på sin likviditet, så pengene ikke kommer til at stå i mursten og maskiner. Vær derfor ekstra opmærksom på, at der er balance mellem afskrivning, værdiforringelse og afvikling på jeres finansieringer.

Det er også oplagt at overveje lejeløsninger – løsninger som I forholdsvist nemt kan komme ud af. Det giver jer mulighed for at investere i udvikling af virksomheden uden at gå på kompromis med økonomisk råderum og fleksibilitet.

I økonomiske nedgangstider kan der være store fordele forbundet med ikke at binde store dele af virksomhedens kapital i nye maskiner, vognparker eller dyrt industriudstyr. Den kapital kan I i stedet bruge til at styrke og udvikle virksomhedens kerneaktiviteter. Hvis I fx skal ind på nye markeder, investere i nye kompetencer eller automatisere produktionen.

En blanding af egne maskine, finansierede og lejede maskiner kan være en god løsning for mange virksomheder. På den måde opnår I en maskinpark som nemt kan skaleres afhængig af aktivitetsniveauet og op– og nedture i økonomien.

4. Giv likviditets- og debitorstyringen et servicetjek

En af de største grunde til at små og mellemstore virksomheder kommer i knibe skyldes problemer med likviditeten. Når økonomien er god og likviditet er let tilgængelig, er en stram styring af likviditet mindre nødvendig. Under en økonomisk krise ændrer situationen sig. Her er det nødvendigt, at I har et fornuftigt likviditetsberedskab og styr på jeres procedurer for opkrævning af udeståender.

I mange virksomheder er der et stort potentiale for effektivisering gennem opstramning af interne rutiner:

  • Stram op på betalingsfrister
  • Sørg for leverandøraftaler som tilgodeser både fleksibilitet og likviditet
  • Optimér betalings- og rykkerprocedurer
  • Etablér procedurer for kreditvurdering og godkendelse
  • Tilrettelæg egenbetalinger, så betalingen sker præcis ved fristen og ikke før
  • Overvej rabat til kunder som betaler hurtigt
  • Kræv bankgaranti ved store projekter eller aftaler med nye kunder

5. Spred din risiko

Er din virksomhed afhængig af omsætning til en enkelt branche? Eller har du satset for entydigt på få eksportmarkeder eller kunder? Hvis du kan svare ja til ovenstående, kan du risikere at stå med en tom ordrebog, når ændringer i konjunkturerne slår i gennem. For hvad gør du, hvis din vigtigste kunde eller dit primære eksportmarked forsvinder?

Det kan være nemt og fristende at lægge alle sine æg i en kurv, så længe det går godt. Men konsekvenserne i nedgangstider kan være store. Sørg for at afsøge nye forretningsområder og segmenter i tide. Så du har flere kunder og markeder i baghånden, når lavkonjunkturen melder sig.

Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyhederne direkte i din indbakke.

Prøv beregneren

Få en indikation af ydelsen, når du investerer i nyt materiel.

Linkedin

Følg os på LinkedIn og få de seneste nyheder.