Lasten er tung… men kursen er fast og grøn

Nyetider 14.04.2023
Kai Andersn Eftf Nyetider Header

Transportvirksomheden Kai Andersens Eftf. A/S er nomineret til Den Grønne Transportpris 23

For transportvirksomheden Kai Andersens Eftf. A/S er der ingen tvivl. Fremtiden er grøn, hvis man vil fremtidssikre sin forretningen. Men hvad gør man, når teknologien endnu ikke er moden til at trække de helt tunge læs på vejen? Man starter i det små ved bl.a. at anspore sine ansatte til en mere bæredygtig adfærd med en ladestander på virksomhedsadressen. Virksomhedens grønne mindset har skaffet dem en nominering til Den Grønne Transportpris, som DTL – Danske Vognmænd og Jyske Finans uddeler på Transportmessen i 2023.    

I Tommerup på Fyn har transportvirksomheden Kai Andersens Eftf. A/S hovedkontor. Dieselmotorerne brummer tungt i dieselflåden af 50 lastbiler, som virksomheden råder over. Der er brug for stærke brændstofmuskler, for virksomheden fragter primært tungt gods i form af jord, grus, gylle og spildevand, og med hver deres 30 til 40 tons ligger lastbilerne tungt på vejene.

Alligevel regner virksomhedens administrerende direktør Martin Hummel ikke med, at de kommer til at udskifte deres lastbiler med el-alternativer. De er simpelthen ikke stærke nok. Men kursen er fast, og virksomheden har valgt at iværksætte andre grønne initiativer, som baner vejen for den store, grønne omstilling af driften.

Nomineringen er vigtig for selvforståelsen

Om nomineringen til Den Grønne Transportpris fortæller Martin Hummel:

- Vi er glade for den, for det har betydning for vores selvforståelse. At det er i den retning, vi arbejder. For vi ved jo alle sammen godt, at det er den vej, vi skal.

Virksomhedens lastbiler er næsten lige så tunge som det politiske pres, der hviler på deres skuldre.

I juni 2022 fremlagde regeringen en ny politisk aftale om, at transportvirksomheder fra 2025 skal betale en kilometerbaseret vejafgift efter, hvor meget CO2 de udleder, svarende til 3 kr. pr. liter diesel. Aftalen er et politisk værktøj til at realisere målet om 70 procents reduktion i drivhusgasser i 2030.

Ifølge Martin Hummel står teknologien slet ikke mål med de politiske ambitioner. Særligt når det gælder de segmenter af transportbranchen, som beskæftiger sig med tung transport.

Men er der så overhovedet noget at stille op, når tung transport skal rime på grøn omstilling? Det korte svar er ja.

På billedet ses en af virksomhedens store kranbiler, der er i gang med et løft af en vindmølle-el

Virksomheden råder over flere biler med kran, som bruges til tunge entreprenøropgaver. Foto: Kai Andersens Eftf. A/S

Ladestandere og lastbilflåde inden for den nyeste EU-norm

Lastbilen rammer heller ikke 50 km/t inden for de første fem meter, når lyset skifter til grønt. Den kommer stille og roligt op i fart, gear efter gear. Sådan er mindsettet også hos Kai Andersens Eftf. A/S, og virksomhedens første grønne gear er en ladestander.

- Det er over et år siden, vi fik en ladestander. Ikke kun til os selv, men til alle vores medarbejdere. Vi skal endda til at udvide vores domicil, og så skal vi have nogle flere, fortæller Martin Hummel.

Når vi har så mange medarbejdere (red. 70 medarbejdere), så ved vi godt, at vi inden for et kortere fremtidsperspektiv har mange, der skifter til elbiler. Så ville det være tosset, at de ikke kan tanke el her hos os. Og det betyder meget for os, at vi kan være med til at understøtte den grønne omstilling, hvor det er de små målestokke til at starte med.

Hertil skifter virksomheden jævnligt ud i deres lastbiler, hvilket betyder, at deres lastbilflåde i dag udelukkende består af biler inden for den nyeste EU-norm, som er dem, der er mindst CO2-udledende.

- Det har vi hele tiden haft som målsætning, at vi har de nyeste motorer inden for diesel, forklarer Martin Hummel, og han tilføjer:

- Sideløbende har vi lastbilproducenter, som vi har et tæt samarbejde med. De ved godt, at vi gerne vil være med, når de har alternativer klar til dieselmotoren. Vi vil gerne være pionerer inden for det tunge transport-segment.

Fremtiden kører både på el, gas og brint

En spåkugle ejer Martin Hummel ikke, men med sin erfaring og brancheindsigt drister han sig alligevel til et kvalificeret bud på, hvad fremtiden måtte bringe inden for den grønne omstilling af transportbranchen.

Jeg tror ikke, at det bliver en one size fits all-løsning. At det kun bliver el eller intet – eller kun gas eller intet. Jeg tror på en løsning, hvor el passer rigtig godt på nogle segmenter. Eksempelvis på varebiler inde i byen. For andre med faste ruter er gas måske den bedste løsning. For det tunge segment tror jeg, at det bliver brint i form af Power2X, der bliver løsningen.

Umiddelbart ser brintlastbiler ud til at være det alternativ med størst potentiale til den tunge godstransport på langdistanceruter. En brintlastlast er emissionsfri og udleder kun vand. Det er også forventningen, at brintlastbiler entrerer markedet i løbet af 2023-2024. Men de vil til en start være dyrere end de eksisterende lastbiler, og det har betydning for transportvirksomheder, der konkurrerer på pris. Hertil skal infrastrukturen og udbygges, så det bliver muligt at tanke brint til lastbiler ikke bare i Danmark men i hele Europa.

Med andre ord er løsningerne der - også for den tunge transport, men det tager tid at få skabt et fundament for udbredelsen af lastbiler, som kan erstatte den nuværende fossile flåde af lastbiler.

Martin Hummel tilføjer:

Vi er afhængige af, at der sker nogle teknologiske fremskridt i forhold til de lastbiler, som vi kan investere i. Men afhængigt af udviklingen, håber vi på at have 2-3 Power2X-biler om 5 år.

Den grønne omstilling er kommet for at blive, så sæt i gang

Martin Hummels råd til sine branchekollegaer er klokkeklart:

- Det er bare med at komme i gang. Der er kun en vej, og det er at tænke grøn omstilling. Ellers er jeg bange for, at man bliver sat af.

Han peger også på en konkurrencemæssig fordel.

Nu er der ikke så mange kunder endnu, som kræver, at man stiller med en CO2-neutral lastbil. Men det kan man godt forstille sig, at det snart vil komme. Ikke mindst fra de offentlige myndigheder og staten, når man vil byde ind på opgaver for dem.

Han peger på en ny ordre, som de netop har landet, hvor det eksempelvis er et krav, at de kører på HVO biodiesel, som er et mere bæredygtigt alternativ til konventionel diesel. Det udleder mindre CO2 og op til 10 pct. mindre NOx.

Når Martin Hummel står og skuer ud over sin branche og den grønne omstilling, falder der hurtigt bekymringsfolder.

- Vi er presset på mange områder. Kan vi ikke finansiere os ud af den kommende CO2-afgift på diesellastbiler i 2025 med nye biler, der kører på CO2-neutral teknologi, så er der ikke så meget andet at gøre, end at sende regningen videre til dig og mig som forbrugere.

- Men jeg ser fortrøstningsfuldt på udviklingen. For jeg kan se, at der er sat mange kræfter ind på det og meget finansiering, afslutter han.

Den Grønne Transportpris

Den Grønne Transportpris hædrer vognmænd og transportvirksomheder, der gør en særlig forskel for miljøet, klimaet og den grønne omstilling.

Kai Andersens Eftf. er en gammel familievirksomhed med mere end 75 år bag sig. Kai Andersens yngste søn, Torben Andersen, har drevet virksomheden siden 1988, indtil den i 2013 blev omlagt til aktieselskab.

Transport har altid været motoren i virksomheden, og de løser alle opgaver inden for kran-, kørsels-, special- og transportopgaver på hele Fyn og i Trekantsområdet.

Læs mere om virksomheden lige her.

Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyhederne direkte i din indbakke.

Prøv beregneren

Få en indikation af ydelsen, når du investerer i nyt materiel.

Linkedin

Følg os på LinkedIn og få de seneste nyheder.